§ 1. Lejebevis
Lejebeviset bekræfter den indgåede lejeaftale mellem lejer og ejer, idet Feriepartner Danmark (herefter FP) forestår formidlingsarbejdet mellem disse. Den indgåede lejeaftale omfatter den nævnte feriebolig med tilhørende specifikationer.
Aftaler mellem lejer og FP, som ændrer, modificerer eller ophæver disse lejebetingelser, skal være skriftlige for at have gyldighed. Sådanne evt. ændringer medfører ikke, at lejebetingelsernes øvrige bestemmelser - hverken enkeltvis eller i sin helhed - bliver ugyldige.
§ 2. Deltagere / anvendelse
Ferieboligen må ikke bebos af flere personer end det i kataloget og på lejebeviset anførte personantal, som også inkl. børn (over 2 år). Husdyr må kun medbringes, såfremt det fremgår af lejebeviset.
§ 3. Rengøring / ansvar
Lejer er kontraktmæssigt forpligtet til at renholde det lejede og skal ved lejemålets afslutning, efterlade dette i ryddelig og rengjort stand. Evt. manglende rengøring ved afrejse (formidlers skøn) vil blive udført for lejers regning. Slutrengøring kan bestilles hos FP. Det er ikke tilladt lejer – af hensyn til ansvar over for ejeren af ferieboligen – at overdrage de nævnte rengøringsforpligtelser til tredjemand.
Lejer er ansvarlig overfor alt hvad der forefindes i ferieboligen i den lejede periode. Skulle der opstå skader, er lejer forpligtet til omgående at underrette FP herom. Ikke meddelte skader før afrejse, vil blive udbedret for lejers regning. Skader der opstår i lejeperioden, se i øvrigt vore forsikringsbetingelser, vil blive udbedret snarest muligt og skal erstattes inden afrejse. Der er ikke fra FP’s side tegnet forsikring, som dækker lejerens person eller ejendele i lejeperioden.
§ 4. Betalingsbetingelser
Ved lejeaftalens indgåelse fremsender FP bekræftelse og lejebevis til lejer. Samtidig forfalder 25% af lejen til betaling, samt evt. afbestillingsforsikring og gebyrer. Det resterende lejebeløb skal - på grund af FP’s betalingsforpligtelser overfor ejer - være FP i hænde 60 dage før lejeperiodens begyndelse. Ved bestilling senere end 60 dage før lejeperiodens begyndelse, er hele beløbet forfaldent til betaling ved modtagelse af lejebeviset. Såfremt det fulde lejebeløb ikke er rettidigt indbetalt, kan FP uden varsel annullere lejeaftalen.
Alle priser er ekskl. el, varme, telefon, vand, ekstra inventar mm. Disse ydelser opkræves særskilt.
§ 5. Depositum
FP er berettiget til at opkræve et depositum, som opkræves sammen med 2. rate betalingen. Depositummet, der tjener som sikkerhed for lejers forpligtelser, returneres senest 2 uger efter afrejse, når tilfredsstillende kontrol af ferieboligen er udført. Forbrug af strøm, olie m.m. kan ikke modregnes i depositum, men skal afregnes ved afrejsen.
§ 6. Reklamationer
Skulle der mod forventning være reklamationer i forbindelse med den lejede feriebolig, skal dette meddeles skriftligt til FP senest 48 timer efter indflytning. Ved reklamationer i forbindelse med rengøring, skal FP underrettes umiddelbart efter indflytning. I modsat fald hæfter lejer for eventuelle fejl og mangler jf. §3.
§ 7. Afbestilling
Ved opsigelse af lejemål inden 60 dage før påbegyndelse af lejeperioden, betales 20% af bruttolejen, dog min. DKK 500. Ved senere opsigelse betales hele lejebeløbet 100%.
Ved ændring af lejemålet inden 60 dage før lejeperiodens påbegyndelse, beregnes et gebyr på kr. 250. Herefter er ændring af lejebeviset ikke længere muligt. Ved annullering tilbagebetales evt. ekspeditionsgebyr og forsikringspræmie ikke.
§ 8. Afbestilling v. sygdom / Forsikring
Vi anbefaler, at der tilkøbes en Feriehuslejerforsikring eller som min. en sygdomsafbestillingsforsikring uden selvrisiko. FP formidler salg af disse forsikringer, som tegnes hos: Gouda Rejseforsikring A/S. Evt. spørgsmål til forsikringen kan rettes til FP.
Forsikringsbetingelserne forefindes på FP’s hjemmeside www.feriepartner.dk og fremsendes gerne på opfordring. Præmien fremgår ligeledes på hjemmesiden samt i FP’s katalog. Ved annullering tilbagebetales forsikringspræmien ikke.

§ 9. Force majeure
Lejeaftalen kan opsiges uden varsel fra FP’s side, som følge af force majeure, strejke og epidemiske sygdomstilfælde el. lign.
§ 10. Feriehusudlejernes Brancheforening
FP er medlem af Feriehusudlejernes Brancheforening og følger naturligvis de etiske regler, der er gældende for medlemmerne af foreningen. Skulle der i forbindelse med lejemålet opstå problemer, som ikke bliver løst til lejerens tilfredshed, så har denne mulighed for at indbringe tvisten til Feriehusudlejernes Brancheforenings Ankenævn. Yderligere information om Ankenævnet findes på www.fbnet.dk.

§ 11. Trykfejl
FP tager forbehold for evt. billed– og trykfejl.
§ 12. Værneting
Værneting er den retskreds, hvor ferieboligen er beliggende eller Frederiksberg Byret.
§ 13 For følgende bureauer gælder desuden:
Feriepartner Bork Havn
Aldersgrænse på 25 år for grupper fra/på 3 personer og opefter. Dette gælder naturligvis ikke for unge mennesker, der holder ferie med deres forældre eller 2 unge mennesker, som vil leje et hus sammen. Kontrolbesøg kan forekomme.
Se i øvrigt værd at vide.
Feriepartner Bornholm
Lejers A-Z, der medfølger alle lejebeviser, er en del af disse lejebetingelser for 2012.
Feriepartner Hvide Sande
OBS: Hvis man blot er op til 2 personer, kan der opnås 25 % rabat på mange af vore feriehuse i udvalgte perioder, når blot lejemålet varer minimum 1 uge. Vær opmærksom på, at personantal inkluderer børn over 2 år. Husdyr må kun medbringes, såfremt det fremgår af lejebeviset. Modtager du besøg (også kun en nat) eller ankommer mere end 2 personer, er du forpligtet til at Betale fuld pris for hele lejemålet . Vi forbeholder os naturligvis ret til stikprøvekontrol.
Såvel Feriepartner Hvide Sande som husejer kan ikke gøres ansvarlig for insekter i eller omkring ferieboligen.
Ved reserveringen af en feriebolig med swimmingpool, husbåde og andre udvalgte huse opkræves et depositum.
Feriepartner Jammerbugten
Aldersgrænse på 26 år for grupper fra/på 3 personer og opefter. Dette gælder naturligvis ikke for unge mennesker, der holder ferie med deres forældre eller 2 unge mennesker, som vil leje et sommerhus sammen. Kontrolbesøg kan forekomme!
Feriepartner Kalundborg
Ad.2 Der må max. være 1 barn under 2 år udover det i kataloget eller på internettet anførte max. antal. Ligeledes gældende ved 2-personers tilbud – max. 1 barn under 2 år udover de 2 personer.
Ved mere end 1 husdyr skal dette aftales med FP. Der opkræves husdyrgebyr DKK 100,- pr. husdyr.
Feriepartner Kattegat
Aldersgrænse på 26 år for grupper fra/på 3 personer og opefter. Dette gælder naturligvis ikke for unge mennesker, der holder ferie med deres forældre eller 2 unge mennesker, som vil leje et sommerhus sammen. Kontrolbesøg kan forekomme!
Feriepartner Lisleje
FP-Liseleje har besigtiget hver enkelt feriebolig. FP-Liseleje opkræver for hvert indgået lejemål et booking-gebyr på kr. 90,00. Beløbet skal indbetales samtidig med første rate i lejekontrakten.
Ferieboligejer og FP-Liseleje påtager sig intet ansvar for: Evt. forekomst af insekter (hvepse, myrer, ørentviste, mus mv.); Pludseligt opståede skader, herunder brud på el- og vandinstallationer, rørskader, tilstoppede afløb mv., dog vil FP-Liseleje forsøge at afhjælpe skaden hurtigst muligt; lejers benyttelse af båd, cykler, sufbrædder o.l. udrystning i ferieboligerne, samt funktionsdygtigheden af disse; støjgener fra håndværksarbejde el.l. i omkringliggende område.
I tilfælde af funktionssvigt på fjernsyn, radio, hårde hvidevarer, cykler mv. kan der ikke gøres krav om reduktion i lejen.
Feriepartner MOB
Lejepriser er eksl. forbrugsomkostninger.
Husk at medbringe linned, håndklæder og viskestykker.
Feriepartner Møn
Feriepartner Møn arbejder med fleksible priser som er afhængige af udbud og efterspørgsel.
Feriepartner Odder-Juelsminde
Indbetaling af 1. rate er at betragte som accept af lejemålet.
Evt. båd/kano ved feriehuset er ikke med i udlejningen.
Hverken husejeren eller Feriepartner Odder-Juelsminde kan gøres ansvarlig for støjgener fra byggeri, trafik eller lignende.
Feriepartner Odsherred
ad.2 Der må max. Være 1 barn under 2 år udover det i kataloget eller på internettet anførte max. Antal. Ligeledes gældende ved 2-personers tilbud - max. 1 barn under 2 år udover 2 de 2 personer.
Ved mere end 1 husdyr skal dette aftales med FP. Der opkræves husdyrgebyr pr. husdyr.
Feriepartner Rømø
Feriepartner Rømø forbeholder sig ret til at afvise ungdomsgrupper især i uge 28 i Lakolk. Venligst altid forespørg telefonisk eller per mail. Ved bookinger med ungdomsgrupper skal der altid bookes en feriehuslejerforsikring med, da lejer derved er dækket ved eventuelle skader i feriehuset. Lejer har dog en selvrisiko på 500, kroner. Vi står gerne til rådighed ved yderligere spørgsmål.
For sen afrejse - Feriepartner Rømø kan opkræves et gebyr på en dags ekstra lejepris, hvis lejer afrejser for sent.
Vandafregning - Der gælder det antal personer der står på lejebeviset, forudsat at personantallet ikke forøges. Ved tidligere afrejse gælder hele lejeperioden, som beregningsgrundlag.
Feriepartner Sydsjælland
Ekstraomkostninger:
El afregnes med kr. 2,50 pr. Kwh samt vandafgift, som afregnes med kr. 125,- pr. uge. På enkelte huse afregnes højere el. og vandafgift .
Afregning for el fremgår af kontrakten.
FP kan ikke gøres ansvarlig for byggegener, herunder støj ved eller omkring lejeboligen eller for insekter i eller omkring lejeboligen.
Ind/udflytning: Hvor intet andet er aftalt, sker indflytning lørdag fra kl. 15.00 og udflytning lørdag senest kl. 10.00.
